Biografi - Subtilt musikalsk geni

Elio, alias Stefano Roberto Belisari, blev født i Milano søndag den 30. juli 1961 som søn af forældre med oprindelse i Marche, fra Cossignano, en lille by i Ascolana-provinsen.

Han tilbragte sin barndom med sin familie mellem Milano og en by i det umiddelbare bagland: Buccinasco.

Fra en tidlig alder nærmede han sig musikken, og faktisk er der spor af hans første optræden i 1968. Sammen med fire andre unge sangere sang han på scenen i Ambrogino d'oro sangen "Five Brothers". På det tidspunkt lånte han også sin stemme til en reklame for et velkendt mineralvandsmærke.

I 1970'erne gik han på Einstein-gymnasiet i Milano, der ligger på gaden af samme navn. Her grundlagde han i 1979, som 18-årig, og blev leder af den musikalsk-emotionelle gruppe "Elio e le Storie Tese", hvorfra han tog sit kunstnernavn.

I gruppens tidlige succesår holdt Elio fans i spænding med gåden om sin sande identitet og legede under tidlige interviews med journalister ved at give forskellige formodede generaliseringer fra tid til anden, fra Roberto Moroni til den mere symbolske Roberto Gustavivi.

Han opfyldte sin værnepligt ved at vælge militærnægtelse og dimitterede fra Giuseppe Verdi-konservatoriet i Milano i tværfløjte, et instrument, som han næsten aldrig undlader at spille i sine liveoptrædener med "Elii", som bandet nu kærligt kaldes af sine mange fans.

I juli 1980 debuterede bandet foran et publikum bestående af et par pensionister. I den oprindelige besætning synger og spiller Stefano Belisari guitar.

I 1982 sluttede Rocco Tanica, alias Sergio Conforti, bror til Stefanos partner Marco, som har været bandets manager siden grundlæggelsen, sig til gruppen. Året efter var det Davide Cesareo Civaschi, alias Cesareo (guitarer) og Faso, alias Nicola Fasani (bas), der kom til.

Stefano er også knyttet til det sardinske land, for i 1985 var han DJ i en gruppe animatorer i en landsby, hvor han mødte og samarbejdede med Aldo, Giovanni og Giacomo.

I de følgende år optrådte Stefanos gruppe og høstede succes ved livekoncerter og i milanesiske klubber (herunder den berømte Zelig i Viale Monza). Fra 1985 til 1987 blev der kun lavet bootlegs og 'stjålne' optagelser af gruppen, men disse var meget populære blandt unge mennesker i nord. Blandt de piratkopierede optagelser er numre, der senere blev inkluderet i bandets senere albums. Trackssom 'Dear I Love You', 'John Holmes (a life for cinema)', 'Silos', 'Urn' og 'Pork and Cindy', som tusindvis af morede teenagere nu kan udenad.

I 1988 voksede og definerede 'Elii's line-up sig: Feiez, Mayer og Jantoman, og året efter udkom det første album 'Elio Samaga Hukapan Kariyana Turu'.

Takket være Stefano Belisaris opfindsomhed, der fandt på tekster og rim i farten, slog bandet i 1990 den daværende verdensrekord for en sang spillet og sunget live: 12 timer. Året efter blev bandet inviteret til 1. maj-koncerten, og de blev direkte censureret af RAI for et åbenlyst musikalsk angreb på den daværende politiske klasse. 1992 kom det stabile medlem af line-up'et, vennen og eksklassekammerat og arkitekt Mangoni, som ikke spiller instrumenter, men udfylder rollerne i forestillingerne.

Bandets vinderformel ligger ikke kun i teksternes genialitet, søgen efter smarte ordspil, blandingen af parodi og opfindsomhed, men også i hvert enkelt medlems fremragende teknik og musikalske smag, som er en sand eksplosion af kreativitet.

I løbet af 1993 begyndte Elio at samarbejde med Radio DJ og var sammen med Linus vært for programmet "Cordialmente", hvor nogle af gutterne fra bandet deltog.

I 1996 blev bandet nummer to på Sanremo-festivalen i sin første deltagelse. Elio optrådte den første aften med en falsk arm, med hånden gemt i bukselommen. Under optrædenen forbløffede han publikum ved at trække sin 'rigtige' hånd ud under jakken og gribe fat i mikrofonstativet. En anden legendarisk optræden under kermesse var den, der så heleformation forklædt som Rockets (en berømt rock-electro-pop-gruppe fra begyndelsen af 1980'erne), og også den, hvor Stefano med hjælp fra sine partnere formår at pakke næsten hele teksten til den sang, de deltager i ('La terra dei Cachi'), ind i ét minut.

En uheldig begivenhed forstyrrer disse gyldne år; hans følgesvend og ven Feiez dør af et slagtilfælde i slutningen af 1998. I disse år samarbejder han med MTV og instruerer sammen med 'Faso' den respektløse tegnefilm Beavis and Butt-Head.

I 2002 genoptog Stefano sine tidligere afbrudte studier i elektronisk ingeniørvidenskab og dimitterede fra Milanos polytekniske læreanstalt; derefter samarbejdede han med sangeren Graziano Romani om udgivelsen af sangen 'C'è solo l'Inter'.

Fra 1988 til 2008 udgav bandet syv officielle albums, som alle fik guldplader i Italien, når man ser bort fra liveshows og opsamlinger. Gruppen samarbejder også med Gialappas Band og bidrager til succesen med programmet "Mai dire Gol".

Gruppen realiserer en innovativ markedsføringsidé for diskografiens verden, som faktisk udnytter hele bandets kunstneriske potentiale: Elio e le Storie Tese's altid ekstraordinære liveoptrædener udødeliggøres aften efter aften på en plade - en operation kaldet 'Cd Brulè' - som mastereres og sælges på stedet, så snart koncerten er slut. Efter 'Cd Brulè' er det turen til"DVD Brulé".

I 2008 animerer og dirigerer Stefano Dopo Festival med sit band. 30. oktober 2009 udgiver 'Elii' albummet 'Gattini', en symfonisk nyfortolkning af deres største hits. 'Premieren' finder sted på Teatro degli Arcimboldi i Milano, det teater, hvor Zelig er indspillet. Stefano og bandet optræder med et orkester på mere end fyrre elementer til ovation ogoffentlig anerkendelse.

Til 2010-udgaven af tv-hittet 'X factor' blev Elio valgt til at være en del af juryen sammen med veteranen Mara Maionchi og de nye jurymedlemmer Enrico Ruggeri og Anna Tatangelo.