Biografi - Jeg kommer også, ikke dig

Enzo Jannacci blev født i Milano den 3. juni 1935. På trods af sit bizarre og ekstravagante offentlige image var Jannacci en mand med stor stringens og menneskelig følsomhed. Efter sin medicinske eksamen fra universitetet i Milano specialiserede han sig i almen kirurgi og praktiserede som kirurg, selv da han, kysset af succes, kunne have lagt alt bag sig.

Hans musikalske uddannelse var heller ikke ligegyldig. Sideløbende med hans videnskabelige modenhed og universitetsstudier gik han på konservatoriet og fik et diplom i klaver, et diplom i harmoni, komposition og direktion.

Han studerede også hos Maestro Centernieri, en af de mest berømte italienske "orkestratorer".

Hans første oplevelser var på Santa Tecla, rock'n'roll-templet i Milano, hvor han spillede sammen med Tony Dallara, Adriano Celentano og sin gode ven Giorgio Gaber.

Men denne store milanesers kunstneriske natur førte ham til at udforske en verden, som kun han var i stand til at skitsere med enestående ironi og poetisk åre: de forladtes eller det gamle Milanos verden, den solidariske ånd, der er typisk for Norden, og de gamle værtshuse, der er beboet af blodige og ægte karakterer.

Det var i det verdensberømte Derby i Milano, en scene hvor der blev spillet mere kabaret end musik, at han først viste sine evner som entertainer. Dario Fo bemærkede det også, og han tog den unge Enzo Jannacci En meget vigtig erfaring, som utvivlsomt førte ham i retning af en større karakterisering af sine sange (hvoraf mange har meget "teatralsk" over sig).

Kort sagt glemte Jannacci bestemt ikke musikken, hans store kærlighed, og med en pladeproduktion på omkring tyve albums, et utal af 45'ere (første plade 'L'ombrello di mio fratello', 1959), vidner han kvantitativt såvel som kvalitativt om sin betydelige tilstedeværelse i den italienske sangskrivers panorama.

Således blev "22 sange" født, en historisk koncert, som også banede vejen for pladesucceser (Vengo anch'io, no tu no - Giovanni telegrafista - etc.), men frem for alt lancerede historiske sange for italiensk sangkultur: tænk bare på "L'Armando" og "Veronica" for at nævne de mest kendte.

På den musikalske side skal Jannaccis erfaringer som soundtrack-komponist også nævnes. Til film nævner vi Monicellis "Romanzo popolare", "Saxofone" af og med Renato Pozzetto, "Pasqualino settebellezze", som indbragte ham en Oscar-nominering for bedste soundtrack i 1987, og Ricky Tognazzis "Piccoli equivoci".

Til teatret har han skrevet adskillige værker, også ud over dem, han har opført, såsom "La tappezzeria", skrevet til fire hænder sammen med Beppe Viola, samt "L'incomputer", udgivet af Bompiani med støtte fra Umberto Eco.

Som forfatter for andre og arrangør kan vi nævne samlingerne "Milva la rossa" og "Mina quasi Jannacci".

I 1989 deltog han for første gang i Sanremo-festivalen med "Se me lo dicevi prima", en vigtig italiensk singer-songwriters bidrag til kampen mod stoffer. I 1989 indspillede han også et "live"-dobbeltalbum med de fleste af sine hits med titlen "Trent anni senza andare fuori tempo" under en vellykket turné.

I 1991 vendte han tilbage til Sanremo-festivalen med sangen 'La fotografia' sammen med den store Ute Lemper og modtog musikkritikernes pris. Samtidig udgav han en ny LP med arrangementer af Celso Valli med titlen 'Guarda la fotografia'.

I 1994 optrådte han igen på Sanremo-festivalen sammen med Paolo Rossi med sangen "I soliti accordi", som også er titlen på den pågældende LP, igen med stort indhold, arrangeret af Giorgio Cocilovo og hans søn Paolo Jannacci.

I 1996 var han tv-partner med Piero Chiambretti i den nye udgave af 'Il Laureato'. Efter denne oplevelse, Enzo Jannacci Han arbejder fortsat på de store italienske teatre med sit enorme repertoire, og sammen med sin søn Paolo producerede han den fuldstændig restaurerede og nydesignede samling "Quando un musicista ride", der blev udgivet af Sony Music Italia i 1998. Værket er virkelig imponerende og indeholder tre tidligere uudgivne numre (et af dem "Già la luna è in mezzo al mare" er lavet sammen med hans gamle sodalist,den nuværende nobelprisvinder i litteratur Dario Fo) en tidslinje, der fremhæver dybden i dette genis 40-årige karriere.

I senere perioder vendte Jannacci tilbage til jazzen, en gammel kærlighed, der havde sat ham i gang i de tidlige år af hans musikalske og intellektuelle ungdom; en lidenskab, der fik ham til at opføre originale stykker og standarder offentligt med hjælp fra de bedste italienske musikere på området.

I 2001, efter omkring tre års uafbrudt arbejde og efter syv års fravær, tilbød han offentligheden sit seneste studiearbejde; en cd med 17 numre, næsten alle tidligere uudgivne, med en enorm følelsesmæssig og social indvirkning. 'Come gli aeroplani', der var dedikeret til hans far, var bestemt til at blive en milepæl i italiensk diskografi sammen med 'Vengo anch io, no tu no', 'Quelli che...' og 'Ci vuoleøre'.

Enzo Jannacci, der længe har lidt af kræft, døde i Milano den 29. marts 2013 i en alder af 77 år.