Biografi - Højre tal

En af de mest efterspurgte italienske skuespillerinder, en model af en kvinde, der er fascinerende, men også rastløs og lidenskabelig, Laura Morante blev født den 21. august 1956 i Santa Fiora, i provinsen Grosseto. Efter at have arbejdet meget ung for teatret ("Riccardo III", "S.A.D.E.", begge med det hellige monster, der svarer til navnet Carmelo Bene), fik hun sin filmdebut i 1979 i "Oggetti smarriti", instrueret afGiuseppe Bertolucci, som med samme instruktør blev efterfulgt året efter af 'En latterlig mands tragedie'.

Umiddelbart efter gennemgår hun Nanni Morettis "Sogni d'oro" (1981), hvor hun spiller Silvia, den eneste studerende, der lytter opmærksomt til professor Michele Apicellas forelæsning om Leopardi. Hun bliver igen jagtet rundt på en skole ("Bianca", Nanni Moretti, 1984) af den professor (denne gang i matematik), som hun lever et vanskeligt kærlighedsforhold til.

Med Gianni Amelio optog han 'Hitting at the Heart', og fra midten af 1980'erne delte han sin tid mellem engagementer i udlandet (med instruktører som Joao Cesar Monteiro, Alain Tanner, Pierre Granier-Deferre) og i Italien (med Monicelli, Risi, Del Monte, Amelio, Salvatores).

Fra midten af 1980'erne flyttede Laura Morante til Paris, hvor hun lavede mange film og blev populær på tv ved at optræde i en serie i syv dele instrueret af Paul Vecchiali. Samtidig fortsatte hun med at være aktiv i Italien, hvor Gianni Amelio ville have hende til 'I ragazzi di Via Panisperna'. Senere beviste hun, at hun også kunne måle sig med mindre dramatiske roller (dog altidrastløs), ligesom Vittoria, radiospeakeren, der er forelsket i to venner, Fabrizio Bentivoglio og Diego Abatantuono ("Turnè", Gabriele Salvatores, 1990).

Stadig i Italien, efter at have medvirket i tv-dramaet 'La famiglia Ricordi' (Mauro Bolognini, 1995), flyttede Laura Morante fra det 18. århundredes Sicilien i 'Marianna Ucria' (Roberto Faenza, 1997) til vore dages sommerkyster i 'Ferie d'agosto' (Paolo Virzì, 1996), en komedie, der viser hendes talent som en strålende skuespillerinde, bekræftet i 'Liberate i pesci' (CristinaComencini, 2000), en dimension, der er særlig behagelig for hende, mens hun fortsat er efterspurgt til at repræsentere alle slags trængsler og sår på det store lærred.

I 1998 er hun en sociolog, der er sygeligt besat af sex på grund af en hård barndom i Vicente Arandas "Den andens blik" og derefter Anita i Mario Orfinis "Jubilæet", en ulykkelig hustru, der i stedet for at fejre sit ægteskab med sindsro har et voldsomt skænderi med sin mand.

Evigt utilfreds, en mangeårig elsker af teatret, som trods alt repræsenterer hendes naturlige humus (også på grund af hendes skuespil, der er så intenst som få andres), vendte hun tilbage til scenen igen, drevet af et ønske om at forbedre sig selv, med 'Le relazioni pericolose' instrueret af en hidtil uset Mario Monicelli, og derefter med 'Moi', af Benno Besson. I biografen finder vi hende dog altid i hovedrollernepiano i næsten alle de vigtigste italienske film i de senere år, fra Nanni Morettis 'La stanza del figlio' (2001), Renzo Martinellis 'Vajont' (2001), til Michele Placidos 'Un viaggio chiamato amore' (2002, med Stefano Accorsi), og 'Ricordati di me' (2002, med Monica Bellucci) af den nu etablerede Gabriele Muccino. Efter tv-filmen 'Mother Teresa' (2003), finder vi i 2004 Laura Morantei 'L' amore è eterno finchè dura' (Kærligheden er evig, så længe den varer) sammen med Stefania Rocca og Carlo Verdone, som også er instruktør.

Efterfølgende film omfatter: 'Ulvenes rige' (2004, af Chris Nahon), 'Hjerter' (2006, af Alain Resnais), 'Skjulestedet' (2006, af Pupi Avati), 'Sommeren med mit første kys' (2006, af Carlo Virzì), 'Den unge Molières galante eventyr' (2007, af Laurent Tirard).