Biografi - Livet i teatret

Henrik Ibsen blev født i Skien, Norge, den 20. marts 1828. Hans fars forretning, en købmand, gik konkurs, da Henrik kun var syv år gammel: familien flyttede til forstæderne. Den unge Ibsen blev sendt til Grimstad dive, da han kun var femten år gammel for at lære apotekerkunsten. Hans økonomiske vanskeligheder blev forværret, da han kun var atten,bliver far til en uægte søn; han søger tilflugt i studier og læsning af revolutionære meditationer.

Henrik Ibsen begyndte derfor at skrive for teatret: hans første stykke var "Catiline", som han fik udgivet under pseudonymet Brynjolf Bjarme: det er en historisk tragedie, der er påvirket af Schiller og den europæiske Risorgimento-ånd. Catiline blev først opført i Stockholm i 1881.

I 1850 flyttede Ibsen til Cristiania - det nuværende Oslo - hvor det lykkedes ham at få opført sit stykke 'Krigerens tumult', en enakter påvirket af det nationalistiske og romantiske klima. Hans kontakter til teaterverdenen gjorde det muligt for ham at få teateropgaver i 1851, først som teaterassistent og skribent, derefter som scenemester påI denne rolle fik han på teatrets regning mulighed for at rejse rundt i Europa og konfrontere sig selv med scenekunstens andre realiteter. Skuespillet "Johannisnacht" (1853) og det historiske drama "Kvinden Inger af Østrat" (1855), som foregriber Ibsens kvindeproblematik, stammer fra denne periode.

I 1857 blev han udnævnt til direktør for Nationalteatret i Christiania: han giftede sig med Susanna Thoresen, steddatter af forfatteren Anna Magdalene Thoresen, og på baggrund af sine erfaringer i Bergen fortsatte han med at skrive skuespil: eventyrdramaet "Krigerne på Helgeland" (1857), det dramatiske digt "Terje Vigen" (1862) mellem historie og legende, teatersatiren "Komedienof Love" (1862), det historiske drama "The Pretenders to the Throne" (1863).

Fra 1863 begyndte han, takket være et statsligt udlandsstipendium, en lang periode med ophold - fra 1864 til 1891 - hvor han bevægede sig mellem München, Dresden og Rom. Især i Italien blev Henrik Ibsen ramt af udbredelsen af Risorgimento-ideerne og kampen for enhed, hvilket fik ham til at udvikle en stærk kritik af sine landsmænd og deFra denne periode stammer stykkerne "Brand" (1866, skrevet i Rom), "Peer Gynt" (1867, skrevet på Ischia), den geniale prosakomedie "Ungdomsforbundet" (1869) og dramaet "Cæsar og Galilei" (1873).

Ibsens møde med Georg Brandes, den danske forfatter og litteraturkritiker, er meget betydningsfuldt: Brandes' ideer sigter mod en litterær - og også teatralsk - reform i realistisk og samfundskritisk forstand. For ham må forfatteren føle en social pligt til at påtale problemer, underkaste dem kritik og realistisk kontekstualisere sin egen tid.

Ibsen tog disse ideer op og gjorde dem til sine egne: Fra 1877 reformerede han kriterierne for sin teaterproduktion og indledte fasen med socialt teater, hvor han arbejdede for at afsløre løgne og hykleri, for at få sandheden og den individuelle frihed frem, for at bringe sociale og kulturelle fordomme og uligheder op til overfladen - også i forhold til kvinders vilkår - og for at fordømme denSpekulation, profittens love og magtudøvelse. Fra nu af gør Ibsens værk familiedramaer og enkeltindivider til et stærkt opgør med et hyklerisk og modløst samfund, og han går så vidt som til at udvikle en stærk kritik af ægteskabsinstitutionen.

Det store gennembrud kom med 'The Pillars of Society' (1877), derefter med 'The Spectres' (1881) og 'The Wild Duck' (1884).

Med "Et dukkehjem" (1879) forsvarer hun kvinders ret til frihed og autonomi i deres egne livsvalg i et samfund, hvor kvinder kun kan være hustruer og mødre eller elskerinder. Ibsens stykke blev taget til sig af feministiske bevægelser som deres banner, selvom Ibsens kulturelle intention var at forsvare universel personlig frihed for ethvert individ,uanset køn. "Casa di bambola" blev en stor succes i hele Europa: I Italien opførte Eleonora Duses kompagni den på Teatro dei Filodrammatici i Milano i 1891.

Senere værker var påvirket af Sigmund Freuds psykoanalyse, bl.a. "Villa Rosmer" (1886), "Kvinden fra havet" (1888) og "Edda Gabler" (1890). Andre værker af Ibsen er "Bygmester Solness" (1894), "Den lille Eyolf" (1894), "John Gabriel Borkman" (1896), "Når vi døde vågner vi" (1899).

Henrik Ibsen døde i Cristiania (Oslo) den 23. maj 1906.