Biografi - Stilfuld eklektisk

Ivano Fossati blev født den 21. september 1951 i Genova, hvor han boede indtil begyndelsen af 1980'erne, da han efter mange rejser mellem Europa og USA besluttede sig for at flytte til en lille landsby i det liguriske bagland.

Hans passion for musik viste sig allerede som barn: I en alder af otte år begyndte han at studere klaver, et instrument, der skulle blive grundlæggende i hans liv, selvom han også forsøgte sig med andre instrumenter, herunder guitar og fløjte. En ægte multiinstrumentalist, derfor en egenskab, der gør Fossati til en af de mest komplette og "kultiverede" musikere på den italienske scene.

Hans kunstneriske rejse er meget kompleks og artikuleret og eksemplificerer en syntese af det stilistiske magma, som den moderne musiker potentielt står over for, når han ser mange veje åbne sig foran sig og er tvunget til at vælge, hvilken vej han vil følge eller forsøge at fusionere dem.

Før Fossati bevægede sig ind i mere sofistikerede og eftertænksomme kapitler, begyndte han med at spille i et par 'progressive' rockgrupper. Det gyldne øjeblik i denne fase falder sammen med indspilningen af hans første album, 'Dolce acqua', i 1971 i spidsen for Delirium. Albummet indeholder hans første store hit, sangen 'Jesahel', som eksploderede i 1972.

Hans meget rastløse natur og store kærlighed til musik fik ham snart til at prøve kræfter med andre områder. Således begyndte hans solokarriere, som altid ville se ham fortsætte sit samarbejde i forskellige former med italienske og udenlandske musikere og kunstnere. Det er tilstrækkeligt at sige, at Fossati fra 1973 til 1998 udgav ikke mindre end atten albums, der viser en interesse for denmusik over hele linjen.

Hans første musik til teatret stammer fra begyndelsen af 1970'erne (Emanuele Luzzati, Teatro Della Tosse), en aktivitet, der næsten aldrig er ophørt, og hvis seneste værk er "Alice allo Specchio" af Lewis Carroll, opført på Teatro Stabile di Parma.

På et udsøgt kompositorisk niveau skrev han også musik til Carlo Mazzacuratis film som "Il Toro" (1994) og "L'Estate Di Davide" (1998).

En så eklektisk kunstner kunne ikke glemme jazzen, og i hans lange karriere har fans også kunnet nyde den genovesiske sanger sammen med berømte musikere fra dette område, både italienske og udenlandske, såsom Trilok Gurtu (legendarisk percussionist), Tony Levin, Enrico Rava, Una Ramos, Riccardo Tesi, Guy Barker, Nguyen Le.

Et vigtigt kapitel i Fossatis udvikling er også hans samarbejde med andre af de bedste singer-songwriters, blandt hvilke det er umuligt ikke at nævne de sublime sange, han har skrevet med Fabrizio De André eller, sekundært, med Francesco De Gregori.

Der er dog mange personligheder, der har nydt godt af denne generte og indadvendte forfatters kunstneriske bidrag. Faktisk kan man sige, at næsten alle de smukkeste navne i italiensk sang har fået en sang fra ham. Listen omfatter Mina, Patty Pravo, Fiorella Mannoia, Gianni Morandi, Ornella Vanoni, Anna Oxa, Mia Martini, Loredana Berté og mange andre.

Fossati har også oversat sange af Chico Buarque De Hollanda, Silvio Rodriguez, Djavan og Supertramp.

I 1998 blev hans plader udgivet i Frankrig af Columbia Tristar. Samme år, under sin sommerturné, dedikerede Fossati fem koncerter til komitéen "Per la bellezza" (For skønheden): for at bekæmpe miljøforringelse spillede han mod forladelsen af gamle italienske byer.

I februar 1999 deltog han som supervært på Sanremo-festivalen og opnåede en ekstraordinær succes: 12 millioner seere lyttede til "Mio fratello che guardi il mondo" og "Una notte in Italia".

I 2001 udgav han ganske uventet (og til stor forvirring for mange af sine faste fans) et rent instrumentalt album med den stemningsfulde titel "Not one word" (en titel, der minder lidt om Mendelssohns berømte "Songs without words" for soloklaver).

Samme år udgav Einaudi interviewbogen "Carte da decifrare" i serien "Stile Libero" til glæde for de mange mennesker, der har fulgt ham i årevis, og som ved, hvor svært det er at få et interview med singer-songwriteren.

I 2003 udkom det værdifulde album 'Lampo viaggiatore', som fik stor ros af kritikerne. Det blev efterfulgt af et livealbum ('Dal vivo - Vol.3', 2004), 'L'arcangelo' (2006), 'Ho sognato una strada' (2006, samling af tre CD'er), 'Musica moderna' (2008).

For sangen "L'amore trasparente presente" i filmen "Caos calmo" (af Aurelio Grimaldi, med Nanni Moretti, Isabella Ferrari og Valeria Golino) modtog han i 2008 en David di Donatello Award for bedste originale sang og en Nastro d'Argento for bedste sang.

I 2011 præsenterede han sit nye album "Decadancing" i tv-programmet "Che tempo che fa", hvor hans ven Fabio Fazio var vært, og benyttede lejligheden til at annoncere sin beslutning om at tage afsked med scenen.