Biografi - Nationale kærlighedstemaer

Beniamino Reitano, kendt som Mino, blev født i Fiumara (Reggio Calabria) den 7. december 1944. Fra fødslen var han forældreløs på grund af sin mor, der døde som 27-årig, mens hun fødte ham. Hans far Rocco (1917 - 1994) er jernbanemand; i sin fritid spiller han klarinet og er leder af musikorkestret i landsbyen Fiumara. Mino studerede i otte år på konservatoriet i Reggio, hvor han spillede klaver,violin og trompet.

Som tiårig var han gæst i tv-programmet 'La giostra dei motivi', præsenteret af Silvio Gigli. Han tog de første skridt i sin musikalske karriere ved at begynde at spille rock and roll sammen med sine brødre Antonio Reitano, Vincenzo (Gegè) Reitano og Franco Reitano (bandets navn varierer mellem Fratelli Reitano, Franco Reitano & His Brothers, Beniamino og the Reitano Brothers), og med dem deltager han ipå Cassano Jonico Festival og Rassegna della musica calabrese.

Han indspillede sin første 45 rpm i 1961: pladen indeholdt numrene "Tu sei la luce" og "Non sei un angelo", som skaffede ham sin første omtale i et nationalt magasin, TV Sorrisi e Canzoni (nr. 32 af 6. august 1961, side 36).

I slutningen af samme år flyttede han til Tyskland, hvor gruppen blev booket til en række optrædener, herunder en klub, hvor de spillede sammen med The Beatles (på det tidspunkt hed de 'The Quarrymen' og var i deres tidlige dage). Han holdt sig væk fra Italien i halvandet år, men vendte tilbage for at udgive sin anden 45'er, 'Robertina twist', i 1963, og sin tredje, 'Twist time', som dog gik overubemærket.

Derefter fortsatte han med at spille i Tyskland, bl.a. på klubberne i Hamborgs berømte gade Reeperbahn, og udgav et par plader der, som ikke blev udgivet i Italien, under navnet Beniamino'.

I 1965 deltog han i Castrocaro-festivalen, hvor han sang 'It's over', en sang af Roy Orbison, på engelsk: Han vandt ikke, men nåede finalen.

Han fik en kontrakt med Dischi Ricordi og udgav i 1966 "La fine di tutto", en italiensk version af "It's over", og året efter debuterede han på Sanremo-festivalen med en sang skrevet af Mogol og Lucio Battisti, "Non prego per me", sammen med Graham Nashs gruppe The Hollies.

Om sommeren deltog han i Cantagiro 1967 med 'Quando cerco una donna'. Derefter skiftede han til Alfredo Rossis Ariston Records og var i 1968 i hitparaden med 'Avevo un cuore (che ti amava tanto)' og 'Una chitarra cento illusioni', som solgte mere end 500.000 eksemplarer. Det var takket være succesen med disse sange, at han sammen med sin far Rocco og sine brødre købte en grund i Agrate Brianza, hvor hanbyggede det, der er kendt som "Reitano Village", hvor flere generationer af Reitano-familien har boet siden 1969.

Samme år skrev han en af sine mest betydningsfulde sange, "The Diary of Anne Frank", som Camaleonti gjorde til en succes.

I 1969 vendte Reitano tilbage til Sanremo-festivalen med "Meglio una sera piangere da solo" (sammen med Claudio Villa); samme år skrev han musikken til "Una ragione di più", som blev en succes med Ornella Vanoni, og udgav LP'en "Mino canta Reitano", som indeholdt et cover af "Prendi fra le mani la testa", et hit af Riki Maiocchi, også skrevet af Mogol-Lucio duoen.Baptister.

Et andet hit fra den periode var "Gente di Fiumara", en sang dedikeret til hans hjemby. I 1969 fik han også succes som sangskriver med "Perché l'hai fatto", med tekst af Donata Giachini, indspillet af Paolo Mengoli (som blev sangerens mest kendte sang).

Fra 1970 til 1975 deltog han i seks på hinanden følgende udgaver af "Un disco per l'estate", hvor han altid gik videre. Hans første deltagelse var med "Cento colpi alla tua porta"; i 1971 vandt han den ottende udgave af den velkendte sangbegivenhed med "Era il tempo delle more", en af hans bedst sælgende plader; han vendte tilbage til Saint Vincent (hvor finalen i "Un disco per l'estate" blev afholdt) i1972 med "Stasera non si ride e non si balla" (ottendeplads i finalen), i 1973 med "Tre parole al vento" (tredjeplads i finalen), i 1974 med "Amore a viso aperto" (semifinalist) og i 1975 med "E se ti voglio" (tredjeplads i finalen).

Det var de år, hvor han høstede en række fremragende placeringer og priser (Cantagiro, Festivalbar, guldplader og turnéer over hele verden). Han deltog også i Canzonissima i otte år, hvor han altid fik en plads i finalen og sluttede på de øverste pladser.

I 1971 medvirkede Mino Reitano også i en spaghettiwestern, 'Tara Poki' af Amasi Damiani, hvor han også indspillede hovedsangen på soundtracket, 'The Legend of Tara Poki'. Tre år senere indspillede han 'Dolce angelo', et cover af 'Sugar baby love', et hit af The Rubettes, og året efter udgav han et album, 'Dedicato a Frank', hvor han havde sit portræt med Frank Sinatra på coveret. Han havde derefter den storeæren af at duettere med selveste Frank Sinatra i Miami under nytårskoncerten i 1974.

Han deltog også i adskillige tv-shows og komponerede musikalske temasange, hvoraf den mest kendte var "Sogno" fra programmet Scommettiamo? med Mike Bongiorno som vært på det første Rai-netværk i 1976. Samme år skrev han en roman med titlen "Oh Salvatore!", historien om en emigrant med nogle selvbiografiske overtoner, som blev udgivet af Edizioni Virgilio i Milano.

I 1977 deltog han i Festivalbar med 'Innocente tu'; sangen på B-siden hed 'Ora c'è Patrizia' og var dedikeret til den kvinde, der skulle blive hans kone.

Sammen med sine brødre grundlægger han et musikforlag, Fremus (som står for Fratelli Reitano Edizioni Musicali), som hans bror Vincenzo skal lede, og han starter også et pladeselskab.

I 1973 skrev han en sang, der deltog i og vandt Zecchino d'oro, "La sveglia birichina" (Det frække lille vækkeur): Sangen blev en stor succes hos børnene, også i Topo Gigios fortolkning, som indspillede den. Han skrev også "Ciao amico" (Hej ven), som fra 1976 til 1984 blev temasangen for sangfestivalen.

I 1978 vendte han tilbage til børnesange og indspillede "Keko the Walrus for" på pladeselskabet Eleven, som var ejet af Augusto Martelli og Aldo Pagani, hans nye pladeselskab.

I 1980 udgav han to 45'ere med flere børnesange, "In tre" (med hans version af "La sveglia birichina" på bagsiden) og et helt album (Le più belle canzoni per bambini), hvor han sang sange som "Lettera a Pinocchio", "Bibbidi bobbidi bu" og "I sogni son desideri".

I 1988 optrådte han igen i Sanremo med sangen "Italia", som Umberto Balsamo oprindeligt havde skrevet til Luciano Pavarotti. Med denne sang, som noget eftertrykkeligt udtrykker Reitanos kærlighed til sit land, blev han kun nummer seks, men sangen blev særdeles værdsat af publikum.

Ved Festival della canzone italiana vandt han i 1990 (15. plads med "Vorrei"), i 1992 ("Ma ti sei chiesto mai", men kom ikke i finalen) og i 2002 (med "La mia canzone").

Som skuespiller er hans mest betydningsfulde medvirken en cameo i 1996 i filmen "I'm crazy about Iris Blond" (af Carlo Verdone, med Claudia Gerini), hvor han spiller sig selv med diskret selvironi.

I 2007 blev han diagnosticeret med tarmkræft: han så sygdommen i øjnene med sindsro, også takket være trøsten fra sin dybe katolske tro. Han gennemgik to operationer, den sidste i november 2008. På trods af behandlingen døde Mino Reitano i Agrate Brianza den 27. januar 2009, mens han kiggede på regnen i mørket fra vinduerne i sit hjem og holdt sin kones hånd...Patrizia.

Et par måneder senere udgav det italienske postvæsen et frimærke dedikeret til ham, det tredje i en serie på tre frimærker om italiensk musikhistorie: de to andre frimærker i serien var dedikeret til Luciano Pavarotti og Nino Rota.