Biografi - Engagement og passion

Peter Ustinov, en eklektisk engelsk film- og teaterskuespiller, instruktør, forfatter og UNICEF-repræsentant, har i årenes løb vundet publikum med sin sympatiske bonhomie, hvad enten det er i skikkelse af den flæbende Nero i "Quo Vadis?", eller som en almindelig mand, der på trods af sig selv er faldet i store eventyr som i "Topkapi"; han har overbevist alle i skikkelse af den drilske Hercule Poirot(en karakter fra Agatha Christies glødende sind), i den klassiske og elegante 'Mord på Nilen'.

Peter Ustinov blev født den 16. april 1921 i London af russiske forældre. Hans karriere i showbusiness begyndte ret tidligt: som 16-årig droppede han ud af Westminster School, og to år senere var han allerede ret kendt som komiker i Player's Theatre Club. Som 19-årig skrev han manuskriptet til den film, han også skulle spille hovedrollen i, 'Flight Without Return' af Michael Poewell og EmericPressburger samarbejdede om manuskriptet til Carol Reeds "The Path to Glory" med David Niven i hovedrollen i 1942.

Det er vanskeligt at opstille en komplet og kronologisk nøjagtig filmografi over de film, Ustinov har spillet, og de otte, han har instrueret, men bortset fra de allerede nævnte "Spartacus" (af Stanley Kubrick) og "Topkapi" er de mest betydningsfulde uden tvivl Eric Tills "Burning Millions" og "Lord Brummel" (1954), hvor han spiller en perfekt prins af Wales, tåbelig til det usympatiske, men alligevel ikkeblottet for charme.

Peter Ustinov har spillet flere 'dårlige' karakterer, men hans mimik, hans præstation, der ikke er blottet for ironi og skuespil (i ordets bedste betydning), har altid udglattet deres negative egenskaber. Det gjorde han i sin beundringsværdige Nero i 'Quo Vadis?' eller i den karakter af Herodes, han spillede i 'Jesus fra Nazareth', som Franco Zeffirelli lavede til tv.

Mange af hans figurer var i stand til at røre ved de letteste akkorder, som f.eks. general Max i "Let's Take Back Fort Alamo", lavet af Jerry Paris i 1969, en blid, men voldsom satire over amerikansk patriotisme og en pompøs mexicansk generals kærlighedsforhold. Mildest talt hylende morsom.

Marty Feldmans smukke film "Me, Beau Geste and the Foreign Legion", en parodi på William Wellmans berømte film med Gary Cooper, Duccio Tessaris "There was a castle with 40 dogs", "The Bachelor of Gold", "Lorenzo's Oil" (med Susan Sarandon og Nick Nolte). Og listen kunne fortsættes, og alle titlerne er smukke og meget fornøjelige.

Peter Ustinov var også instruktør. Blandt hans otte film (hvoraf han også medvirkede i nogle) er 'Private Angel', 'Billy Budd', 'A Face of C..' (med Liz Taylor) og 'Juliet and Romanoff', som han instruerede og spillede hovedrollen i i 1961, og som tog udgangspunkt i stykket af samme navn, som han havde skrevet (han var også en talentfuld dramatiker) i 1956.

Fra 1970'erne og frem helligede den vulkanske skuespiller sig opera og blev en af de mest populære instruktører af musikteater. Mellem 1981 og 1982 på Piccola Scala i Milano instruerede han operaer af Mussorgsky og Stravinsky, og han skrev og opførte showet 'Divagazioni, improvvisazioni e variazioni musicali in inglese e cattivo italiano'.

Privat blev han gift tre gange: i 1940 med Isolde Denham, som han fik datteren Tamara med, i 1954 med skuespillerinden Suzanne Cloutier, som gav ham tre børn (Pavla, Andrea og Igor), og i 1972 med Helene di Lau d'Allemands.

Ustinov kunne flere sprog (efter sigende otte i alt), bl.a. italiensk, som hans særlige accent gav en ekstra ironisk åre til det, der allerede var hans eget.

Berømt og eksemplarisk var hans engagement for børn siden 1972, da han blev udnævnt til UNICEF's første ambassadør; i 1990 fik han titlen Sir, tildelt ham direkte af dronning Elizabeth. Døden tog ham blot et par dage før hans 83-års fødselsdag, i Schweiz den 28. marts 2004.

Under ledelse af sin gamle ven Eric Till havde Ustinov for nylig færdiggjort sin sidste rolle, som Frederik den Vise, den store kurfyrste af Sachsen, i den europæiske kolos om Martin Luthers liv: "Luther: Rebel, Genius, Liberator".

For både Spartacus og Topkapi blev han belønnet med en Oscar for bedste birolle.