Biografi - Der var engang Rascel

Renato Rascel, alias Renato Ranucci, blev født i Torino i 1912. Han er et af monumenterne i italiensk lystspil, som desværre er lidt glemt i dag. I sin meget lange karriere (han døde i Rom i 1991) spændte han fra avantgarde til revy, fra musikalsk komedie til tv- og radiounderholdning og dækkede praktisk talt alle de områder, som show business harbesat gennem næsten et århundrede.

Man kan sige, at Rascel til en vis grad havde showbusiness i blodet, hvis man tager i betragtning, at hans forældre var operettesangere. Fra en tidlig alder befandt han sig derfor på de filodramatiske og teatralske selskabers brædder, uden at forsømme mere "ædle" genrer som det børnekor, der blev oprettet af komponisten Don Lorenzo Perosi (en anden illustreglemt af det glemsomme Italien).

Begavet med en betydelig menneskelig kontakt og en overvældende sympati, gjorde han sine første vigtige erfaringer, da han bare var teenager. Han spillede trommer, dansede tip-tap og deltog i en alder af 18 år i Di Fiorenza-søstrenes trio som sanger og danser. I 1934 blev han bemærket af Schwartz og debuterede som Sigismondo i 'Al Cavallino bianco' (Ved den lille hvide hest). Derefter vendte han tilbage med Di Fiorenza-søstrene og derefterFra 1941 grundlagde han sit eget kompagni sammen med Tina De Mola, som dengang var hans kone, med tekster af Nelli og Mangini, af Galdieri og endelig af Garinei og Giovannini.

Takket være disse erfaringer er han i stand til at udvikle sin egen karakteristiske karakter, den, som han ufejlbarligt vil blive genkendt for af offentligheden. Dette er macchietta af den ydmyge og fraværende lille fyr, der er ude af sit dyb og næsten uegnet til at være i verden. Han udtænker sketches og sange, der er autentiske mesterværker i magasin-genren, i selskab med sine venner og sodalister, der er forblevetI 1952 kom turen til et show, der skulle blive en bragende succes og endnu en gang bekræfte ham som publikumsfavorit: "Attanasio cavallo vanesio", efterfulgt af "Alvaro piuttosto corsaro", endnu en overvældende succes. Det var shows, der blev sat op i et Italien, der var præget afRascel fortsætter ad samme vej og udgiver titler med kontinuitet, alle præget af hans raffinerede og ærlige stil. Her hyldes han i "Tobia la candida spia" (teksten er fortsat af Garinei og Giovannini), "Un paio d'ali" (en af hans største succeser iabsolut), og i 1961 studerede "Enrico" med de sædvanlige betroede forfattere for at fejre 100-året for Italiens genforening. Det skal dog bemærkes, at Rascels forhold til Garinei og Giovannini, ud over det tilsyneladende og den solide agtelse, aldrig var helt idyllisk.

Hvad angår film, startede Rascels aktivitet i 1942 med 'Pazzo d'amore' (Crazy for Love) for at fortsætte op gennem 1950'erne med en række mindre mindeværdige titler. I disse film havde skuespilleren faktisk en tendens til slavisk at genoptage de skitser og macchiettes, han havde bifaldet i teatret, uden en reel opfindsom indsats og uden at tage hensyn til det nye og anderledes medies særegenheder...af kommunikation.

Undtagelserne er "Il cappotto" (baseret på Gogol'), ikke overraskende filmet under ledelse af Alberto Lattuada, eller "Policarpo ufficiale di scrittura", instrueret af et andet helligt kameramonster (såvel som litteratur), Mario Soldati. Rascels store præstation som den blinde Bartimæus i Zeffirellis "Jesus fra Nazareth" er værd at nævne. Det var en 'cameo' lavet af Rascelmed en ekstremt dramatisk og bevægende tone uden at være patetisk.

Et kuriosum fra denne deltagelse er det faktum, at netop denne scene nu er afbildet i en mosaik i svømmehallerne i Lourdes med den amerikanske skuespiller Powell (som spillede Jesus i filmen) og Rascel selv som den blinde mand som modeller.

Endelig den musikalske aktivitet. Vi har en tendens til at glemme, at Rascel skrev mange sange, hvoraf nogle med rette er kommet på det populære repertoire og er blevet udsendt over hele verden. Blandt de mange titler er "Arrivederci Roma", "Romantica", "Te voglio bene tanto tanto", "È arrivata la bufera" osv.

For tv spillede han Courtelines "I Boulingrin" og Ionescos "Delirio a due" og i 1970, igen på tv, "The Tales of Father Brown" af Chesterton. Han skrev også musikken til operetten "Naples au baiser de feu". Rascel var en forløber for den surrealistiske komedie og repræsenterede den nobelt folkelige sideen komedie, der er i stand til at behage alle uden nogensinde at forfalde til vulgaritet eller letkøbt kvalunquisme.