Biografi - Middelhavsfilmens emblemer

Cardinale er kendt for sin varme skønhed som en slags middelhavets Brigitte Bardot og har altid haft en særlig indvirkning på publikum.

Og ikke nok med det: Det er nok at sige, at Luchino Visconti og Federico Fellini til deres respektive mesterværker, der blev optaget på samme tid ('Il Gattopardo' og 'Otto e mezzo'), ikke ønskede at opgive hende og kæmpede om hende ved at gå med til at have hende i en uge hver, hvilket tvang hende til at farve sit hår konstant, da hun skulle have ravnhår i en film,den anden blondine.

Hun har haft en fantastisk karriere, som ingen kunne have forudset på trods af hendes skønhed. Den meget karakteristiske klang i hendes raspende, lave, let trækkende stemme virkede som en fejl for den unge Claudia, men blev i stedet et af hendes mest anerkendte varemærker. Men usikkerhed omkring hendes egne midler fik hende til at forlade Centro Sperimentale di Cinematografia, fast besluttet på atfor at hellige sig en karriere som lærer.

Claudia Cardinale blev født i Tunis den 15. april 1938 af forældre af siciliansk oprindelse og tog sine første skridt i filmens verden i Tunesien, hvor hun medvirkede i en lille lavbudgetfilm. I 1958 flyttede hun med sin familie til Italien og besluttede uden store forventninger at gå på Centro Sperimentale di Cinematografia. Hun følte sig ikke tilpas, miljøet skuffede hende og frem for altkan ikke kontrollere sin diktion så godt, som han gerne ville, og den lider under en stærk fransk accent.

1958 var året for 'I soliti ignoti', Mario Monicellis mesterværk, der åbnede filmens døre for en gruppe dengang lidet kendte skuespillere, herunder Vittorio Gassman, Marcello Mastroianni, Salvatori og vores helt egen unge Claudia Cardinale, hvis billeder i et ugeblad var blevet bemærket af produceren Franco Cristaldi, chef for Vides (som senere blev hendes mand), somgjorde sig den ulejlighed at skrive kontrakt med hende.

Monicellis film blev naturligvis en stor succes og blev straks anerkendt som et af mesterværkerne inden for italiensk filmkunst. Cardinale ville med denne titel allerede være blevet indskrevet ex officio i filmhistorien.

Heldigvis kom der andre medvirkende, bl.a. Pietro Germis "Un maledetto imbroglio" og Francesco Masellis "I delfini", hvor Cardinale gradvist byggede sit skuespil op ved at frigøre sig fra klichéerne om simpel middelhavsskønhed.

Hun blev hurtigt bemærket af Luchino Visconti, som igen i 1960 tilkaldte hende til optagelserne af "Rocco og hans brødre", et andet mesterværk af historisk kaliber. Det var optakten til hendes indtræden i den anden juvel af historisk rekonstruktion, som er filmatiseringen af "Leoparden", hvor den tunesiske skuespillerindes skønhed står frem i al sin aristokratiske skyggefuldhed.

I samme periode fødte skuespillerinden et uægte barn, der senere blev adopteret af Cristaldi, og hun stod med stor værdighed og mod over for den skandale og sladder, som affæren forårsagede i den stadig stive mentalitet i disse år.

Det var år med stor popularitet for Cardinale, som spillede hovedrollen i "La viaccia" (1961, med Jean Paul Belmondo) og også medvirkede i Federico Fellinis "Otto e mezzo" (1963); hun medvirkede derefter i adskillige Hollywood-produktioner, såsom "Den lyserøde panter" (1963, af Blake Edwards, med Peter Sellers), "Cirkus og dets store eventyr" (1964) sammen med John Wayne og "De professionelle" (1966) af RichardBrooks.

I 1968 opnåede hun takket være Sergio Leone endnu en stor succes med 'Once Upon a Time in the West' (med Henry Fonda og Charles Bronson), hvor hun spillede den kvindelige hovedrolle.

Samme år medvirkede hun i Damiano Damianis "Il giorno della civetta", hvor hun med stor professionalisme spillede rollen som en siciliansk bonde og her leverede en af sine bedste præstationer.

Efter ægteskabet med Cristalli sluttede skuespillerinden sig i 1970'erne til instruktøren Pasquale Squittirei, som instruerede hende i filmene 'Il prefetto di ferro', 'L'arma' og 'Corleone'. Det var de eneste optrædener i det årti, hvor skuespillerinden med sit nye moderskab besluttede sig for hovedsageligt at hellige sig sit privatliv.

I 1980'erne vendte hun tilbage til scenen igen, intakt i sin charme, der synes at blive større med årene, og var skuespiller for Werner Herzog i 'Fitzcarraldo', for Liliana Cavani i 'La pelle' og for Marco Bellocchio i hans 'Enrico IV'.

I 1991 vendte han tilbage for at arbejde med Blake Edwards sammen med Roberto Benigni i "The Son of the Pink Panther".

Den blev hyldet på filmfestivalen i Berlin i 2002 og modtog den velfortjente Guldbjørn for livslang præstation.