Biografi - Loven om dogmer

Den kontroversielle og innovative filmskaber Lars von Trier blev født den 30. april 1956 i København. Von Trier begyndte sin karriere på et tidspunkt, hvor dansk film var i dyb krise, da der siden 1950'erne og frem, dvs. efter Dreyer, stort set ikke var blevet produceret noget rigtig godt i Danmark (bortset fra nogle få film, der var epigoner af Dreyer).

Det var først i 1980'erne, at der begyndte at ske noget i dansk film, og det var takket være von Trier (hvis rigtige navn er Lars Trier, som instruktøren tilføjede 'von' som en ren affektion), en ung mand, der lige var blevet uddannet fra Filmskolen i København og var forfatter til to kortfilm, der vakte en del opsigt, 'Nocturne' og 'Image of a Relief'. Det var i 1981.

Tre år senere instruerede han sin første film, som stadig anses for at være hans bedste præstation, "The Element of Crime", der i hjemlandet blev sablet ned af kritikerne og slet ikke blev støttet af publikum; filmen fik en anden skæbne i udlandet: den blev tildelt prisen for bedste tekniske bidrag i Cannes.

The Element of Crime" blev i 1987 efterfulgt af "Epidemic", der blev lavet med et meget begrænset budget og afvist af kritikerne som prætentiøs og uden substans. Kort sagt synes von Triers karriere ikke at ville tage fart, klemt som den er mellem nonkonformistiske toppe, der værdsættes af et nichepublikum, og eksperimenter, der er obskure for de fleste. Den danske instruktør forsøgte sig igen med en tv-film, "Medea".Men heller ikke her værdsættes originaliteten i von Triers klipning, måske fordi tv-publikummet i virkeligheden ikke er særlig tilbøjeligt til at afkode visuelt komplekse budskaber.

Von Trier fortsatte derefter sin rejse med "Europa", afslutningen på trilogien om Europa, der begyndte med "Forbrydelsens element" og fortsatte med "Epidemic". Som sædvanlig blev filmen nedvurderet herhjemme, men rost i udlandet, så meget, at den i Cannes, i overensstemmelse med en generel renæssance for dansk film, konkurrerede om Guldpalmen.

Kritikere og det danske publikum ændrede holdning til von Trier med 'Riget-Il regno', en tv-film i fire dele af en times varighed, som også (om end flygtigt) blev vist i Italien. Filmen, en horrorsatire om livet på et gigantisk hospital, blev en stor international succes og blev igen præsenteret i Cannes.

1995 var på den anden side det år, der bragte von Trier til hæder og ære i den internationale filmhistorie, fordi han sammen med andre filmskabere, der var knyttet til ham, præsenterede sit poetisk-programmatiske manifest, "Dogma 95", som er blevet berømt og nogle gange fejlciteret.

Manifestet er, for at sige det ligeud, en slags dekalog, der forbyder tekniske, sceniske, fotografiske og narrative kunstgreb: en poetik, som nogle har beskrevet som anti-kinematografisk, eller i det mindste en negation af det, som mange anser for at være essensen af film.

I 1996 instruerede von Trier en af de mest succesfulde film i dansk films historie, 'Skæbnens Bølger', en berømt film optaget næsten udelukkende med håndholdt kamera, som vandt juryens store pris i Cannes. I 1997 kom 'Riget 2', anden del af hospitalsfarcen, som næsten blev en større succes end den første. Filmen blev præsenteret i Venedig. I Italienkom ikke ud, men i resten af Europa var den en stor succes.

I 1998 udkom der to dogmefilm på samme tid, som begge blev præsenteret i Cannes: Vinterbergs "Festen" og von Triers "Idioterne". Førstnævnte vandt Grand Jury Prize ex-aequo med Boormans "The General". I mellemtiden syntes Dogme 95 at være en stor succes blandt de mest kræsne filmskabere (film som Jacobsens "Mifune" og Levrings "The King is Alive" følger von Triers forskrifter,"Barr's 'Lovers' og andre).

På dette tidspunkt synes den danske instruktør virkelig at have spillet alle sine narrative kort. Nogle beskylder ham for at være for knyttet til sine dogmer, for at være låst fast i en færdigpakket poetik, for allerede at have sagt det hele. I stedet formåede instruktøren i 2000 at overraske alle med en uventet film, 'Dancer in the Dark', som kan prale af en lige så respektabel som heterogen rollebesætning. På det store lærredPå lærredet optræder den trofaste sangerinde Bjork og det franske filmikon Catherine Deneuve sammen med von Triers yndlingsskuespillere Jean-Marc Barr og Peter Stormare. Denne gang overbeviser filmen også ved billetlugerne, og den vinder Guldpalmen i Cannes for bedste film og bedste kvindelige præstation (Björks).

Sammenfattende er von Trier, sammen med Kusturica, Gilliam, Tarantino og Kitano, en af de mest originale filmskabere, som moderne film har været i stand til at udtrykke. Dette bekræftes også af hans efterfølgende værker 'Dogville' (2003), 'De fem variationer' (2003), 'Manderlay' (2005), 'The Big Boss' (2006). Hans seneste værk er 'Antichrist' (2009, med Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg).